Overordnet resultat
- 12 kombivogne får den bedste kemibedømmelse, A-kolben. De er fri for eller stort set fri for de uønskede kemikalier, der er testet for.
- 3 kombivogne får en middel kemibedømmelse, B-kolben. De indeholder mindre mængder problematisk kemi i form af enten PAH’er og i et tilfælde ftalaten DPHP.
- 2 kombivogne får den laveste kemibedømmelse, C-kolben. De indeholder problematisk kemi, enten i form af klorparaffiner i regnslaget eller flammehæmmere i materialer omkring barnet.
Yderligere 4 vogne blev testet i 2020, så vi i alt har testet 21 kombivogne for uønsket kemi. Disse 4 vogne er dog ikke længere er på markedet og derfor heller ikke længere udgivet i testen. Af de 4 vogne fik 1 vogn en A-kolbe, 2 fik en B-kolbe, mens den sidste fik en C-kolbe. Se hvilke vogne under afsnittet "Se resultatet for tidligere testede kombivogne".
Flammehæmmere
2 af de kombivogne vi har testet indeholdt såkaldte fosforholdige flammehæmmere, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende.
I én vogn var der tale om en mindre mængde. Men indholdet af flammehæmmere i en anden vogn var væsentlig over, hvad der for eksempel er tilladt i legetøj. Her blev stoffet fundet i madrassen til barnevognskassen.
3 fosforholdige flammehæmmere er forbudt i legetøj. Men babyudstyr som for eksempel kombivogne er ikke omfattet af forbuddet.
PAH’er
PAH’er har vi i alt fundet i 5 af de testede produkter.
I de fleste tilfælde var der tale om små spor i sikkerhedsbøjlen og håndtaget.
I én vogn var der dog tale om et indhold af PAH'en benzo(g,h,i)perylene i selen. Det var i niveauer over anbefalingerne fra Tyskland.
PAH’er – også kaldet tjærestoffer – er en gruppe af stoffer, som kan være kræftfremkaldende.
I EU findes en grænseværdi for udvalgte PAH’er i produkter, som man er i længerevarende kontakt med.
Benzo(g,h,i)perylene er ikke omfattet af forbuddet.
Ftalater
De fleste af de testede kombivogne indeholdt ikke ftalater. Dog var der et mindre indhold af ftalaterne DINP og/eller DPHP i regnslaget til i alt to vogne.
Flere ftalater er forbudt i babyprodukter som kombivogne.
Klorparaffiner
Langt de fleste af de undersøgte kombivogne er fri for klorparaffiner.
Dog fandt vi i en af de testede produkter klorparaffiner i det medfølgende regnslag.
Klorparaffiner står på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer. De er problematiske for miljøet og er også mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
Visse klorparaffiner – de såkaldt kortkædede klorparaffiner – er forbudt i en lang række produkter.